Svalbard 7. - 19. juli 2004

Kort over Svalbard med sejlturen indtegnet

Kort over Svalbard med sejlturen indtegnet

Denne sommer (2004) har jeg været på Svalbard. Turen varede fra onsdag den 7. juli til og med mandag den 19. juli. Det var et krydstogt på det gode, gamle hurtigruteskib M/S Nordstjernen rundt om det nordvestlige Spitsbergen med længere ophold i to teltlejre, som antydet på kortet.

Svalbard (de kolde kyster) er navnet på hele øgruppen, mens Spitsbergen er navnet på den største ø, som har cirka samme areal som Danmark.

Søndagen før tog jeg til Sandefjord for at besøge Hannah, Britt og Reidar. Onsdag morgen tog jeg til Gardermoen og fløj til Longyearbyen.

Longyearbyen (onsdag, den 7. - torsdag, den 8.)

Her blev vi rejsedeltagere modtaget af guide Henrik og samlet i en bus og kørt de ca. 7 km ind til Longyearbyen. Det havde været tåget/diset, men det var lettet en del, så solen skinnede. Efter en kort introduktion i bussen indlogerede vi os på Guesthouse og gik hver især tur i byen.

Jeg gik ned til Adventfjorden og kiggede efter fugle. Snespurvene sang og på fjorden så jeg en del ederfugle og faktisk mindst fem kongeederfugle. Desværre var de lige langt nok væk til, at synet rigtig kunne nydes.

Ved informationsmødet fik vi fortalt mere indgående om turen. Sejlads vesten om Prins Karls Forland og til første teltlejr i Raudfjorden. Opholdet her skulle vare 4 dage til næste gang skibet kom forbi på et af sine to ugentlige krydstogter. Derpå sejlads til Ny Ålesund og teltlejren i Blomstrand, hvor vi skulle være i 3 dage før vi skulle sejle til Longyearbyen og flyve hjem.

På turen skulle vi være 13 deltagere og 2 guider. Guide Henrik var svensker og meget erfaren på Svalbard, mens Ralf fra Slesvig (tysk-dansk) ikke havde været på Svalbard før. Turen var en skandinavisk gruppe og bestod som sådan af 9 nordmænd, 2 svenskere, 1 newzealænder (norsktalende og bosat i Oslo) samt mig selv som enlig dansker. Jeg stod dog opført som nordmand på deltagerlisten - måske fordi jeg have meldt mig igennem Den norske Turistforening. Med på turen skulle også Henriks hund Krita, en hvid Alaskan Husky, som også skulle fungere som isbjørnevagt.

På mødet blev der lagt meget vægt på, at vi skulle tage os i agt for isbjørne. Vi måtte kun færdes ubevæbnet eller uden bevæbnet guide i selve Longyearbyen. På turen ville der også være restriktioner.

Efter informationsmødet fik vi aftensmad på hotellet. Det var en trerettersmenu med laks, rensdyr med rösti og vanilliebudding til dessert. Det var fint serveret og smagte godt. Det var i det hele taget standarden på de måltider vi indtog i Longyearbyen og på M/S Nordstjernen.

Torsdag formiddag var der fællestur til Plateaufjellet lige over Longyearbyen. Der var en fin udsigt over byen og Adventfjorden. Efter frokost (trerettersmenu) var der historisk rundvisning i byen med besøg på det lokale museum. Det fortalte om Svalbard, dyrelivet, kulbrydningen m.m. Der brydes kul på Spitsbergen af Store Norske uden for Longyearbyen og i Svea et stykke syd her for samt af russerne i Barentsburg.

Næste afsnit